Litteraturguide fra Gyldendal Ellens ark Indledning I litteraturguiden her præsenteres bud på, hvordan du kan arbejde med romanen Ellens ark af Rebecca Bach-Lauritsen som hovedværk i danskundervisningen. Guiden indeholder både bud på fortolkninger og forslag til konkrete elevaktiviteter. Målgruppe 4.-6. klasse Forfatter Anja Christina Houlind Simonsen og Janne Terese Jakobsen Om værket Om natten hænger Ellens seng i stærke reb. Når hun lukker øjnene, sænkes den ned i mørket. Ned og ned, og nogen synger sidste vers af en salme. (side 48) Med ét er ingenting, som det plejer at være, da Ellen finder sin lillebror liggende død i entréen en mandag eftermiddag. Pludselig er de ikke længere et firkløver i familien, for David mangler. Faktisk føles det også som om, at Ellens forældre er forsvundet. Med tusindvis af tanker sværmende rundt i hovedet forsøger Ellen at bearbejde sorgen og samtidig forstå, hvad Davids død betyder for hendes familie. Er det overhovedet en familie, når David ikke er der længere? For Ellen bliver hverdagens små situationer hele tiden koblet sammen med Davids død og den tragiske ulykke; alt minder hende om ham, og at han er gået bort. Ligesom syndfloden i Noahs ark tog alle levende væsener med sig, er David revet væk, og nu kan Ellen kun omtale ham i datid. Ellens ark skildrer, hvordan vi som mennesker på forskellig vis bearbejder en så tragisk oplevelse, som døden er, samt den sorg, der kommer i kølvandet herpå. Det helt særlige ved Ellens ark er, at vi som læsere kun oplever det gennem barnets øjne. Vi drages ind i Ellens følelsesliv og tankemylder, hvilket gør fortællingen utrolig nærværende. Med © Gyldendal 2022. Print og kopiering af dette materiale er tilladt, 1 forudsat at det sker i overensstemmelse med skolens aftale med Copydan Tekst & Node.
Download PDF fil