LITTERATURGUIDE TIL BILLEDNOVELLER Kære dansklærer Gyldendal udgiver en serie billednoveller, og i denne litteraturguide vil vi gerne give inspiration til, hvordan de kan inddrages i danskundervisningen på de ældste klassetrin. Billednovellerne er skrevet til unge. De er skrevet i øjenhøjde og omhandler aktuelle temaer, som optager udskolingseleverne. Alle novellerne indeholder stærke temaer og udfordrende fortællinger med plads til fordybelse og fortolkning. De fleste noveller er tidligere udgivet, men har i dette format fået nogle smukke, farverige, betydningsfulde og inddragende, kunstneriske illustrationer af dyg- tige illustratorer, der giver novellerne nyt liv til undervisningsbrug. I denne litteraturguide giver vi en kort præsentation af novellerne, forfatterne og gode ideer til, hvordan du og dine elever kan arbejde med værkerne. Vi har lagt vægt på, at der er fokus på elevernes oplevelse, indlevelse og forståelse af billednovellerne. Allerede inden eleverne møder billednovellerne, er der planlagt aktiviteter, der har til hensigt at gøre dem nysgerrige og opmuntre dem til at arbejde med deres egen forståelse af og forventning til genren. Billednovellerne har et format, der lægger op til, at der godt kan arbejdes med dem på forskellige niveauer. I denne litteraturguide præsenteres nogle korte forløb, man sagtens kan gå mere i dybden med. Novellernes stærke temaer lægger op til, at de kan anvendes til at danne afsæt for en perspektivering til elevernes eget liv. I arbejdet med billednovellerne er der uanede muligheder for at samle ele- vernes tanker om teksterne og deres eget liv. En remediering af teksten, der får eleverne til at reflektere over teksten og temaet i forhold til deres egen verden. Novellerne har alle potentiale til at være en del af et fordybelsesområde enten som ”æstetiske tekster uden normalsider” eller som en del af et bredt fordybelsesområde, der kunne være: ”unge på rejse”, ”identitet” eller ”den svære ungdom”. Rigtig god fornøjelse Dorthe Rise og Ulla Maria Michaelsen 1 DANSK 7.-10. KLASSE © Gyldendal 2022. Print og kopiering af dette materiale er tilladt, forudsat at det sker i overensstemmelse med skolens aftale med Copydan Tekst & Node.
Download PDF fil